Allerførst tak for
invitationen til at komme her i aften og holde
båltalen.
Midsommerfesten er
en af de ældste festtraditioner vi har i Danmark. Gennem århundreder har vi
fejret at lyset og sommeren er kommet.
I de gode gamle dage
mente man jo at Sankt Hans aften var en aften, hvor naturen havde en helt
særlig kraft og energi, som den havde fået i løbet af de mange solskinstimer på
årets længste dag.
Urter og planter om
man plukkede på denne aften kunne ikke bare bruges til at holde onde ånder væk,
de kunne også tjene andre – og langt sjovere formål.
Ved hjælp af Sankt Hans-urten kunne de unge piger for eksempel se, hvem der
skulle blive deres kæreste og senere ægtemand, så det var måske en tidlig
version af moderne tiders kontaktannoncer eller datingrooms
som det hedder i dag.
Men er det ikke også
som om der er en særlig magi i luften på denne aften? Jeg synes, at man kan
mærke kraften, – energien, der ruller i årerne.
Ja, ok, det kan da
selvfølgelig være, at det ikke så meget er en særlig naturkraft, men muligvis
snarere en liflig erkendelse af, at sommerferien nu er ved at være over os.
Men hvor vi i dag
glæder os til Sankt Hans fest, bål og hygge var det altså ikke helt ligesådan
på vore forfædres tid.
Folk var overtroiske
og bange for midsommeraftenen. De onde kræfter var på spil, så derfor lukkede
man dyr og andet godtfolk ind, for at beskytte sig mod det ukendte.
Og det onde var til stede alle vegne den gang, i de
gode gamle dage.
Der måtte være en forklaring på, hvorfor det gik mig
dårligere end naboen.
Det kunne jo ikke være min skyld, mit eget ansvar, nej
nu må i da lige holde op. Det måtte være det onde, der var på spil.
Derfor blev heksene gjort til syndebukke for disse
ulykker. I stedet for selv at tage et ansvar, gav man nogle besværlige kvinder
skylden, smed dem på bålet og troede så at alle problemer ville forsvinde med
heksen.
Heldigvis er vi da blevet meget klogere i dag, hvor
ingen ville drømme om at kaste en irriterende kone på bålet, bare fordi
jordbærhøsten svigter.
Alligevel er vi vel stadig lige lovlig raske til at
fordømme hinanden, uden egentlig at vide hvorfor vi gør det, eller om det nu
også er rimeligt.
Vi er bare lidt mere raffinerede end de var i de gode
gamle dage. Man behøver jo ikke brænde et menneske på et bål på en offentlig
plads, når man med en lille velplaceret stikpille hist og lidt ondsindet
sladder her kan opnå stort samme effekt.
I stedet for at tale om hinanden, burde vi blive meget
meget bedre til at tale med hinanden.
Men under alle omstændigheder er vores bål i dag et
glædesblus og midsommer og Sankt Hans blevet en folkefest.
En hyggelig aften hvor man er sammen med alle dem, det
kan være svært at få tid til at se i en travl hverdag. Naboer, familie og
venner.
Et pusterum ovenpå vinterens
strabadser og med udsigten til en god sommer og en velfortjent ferie.
Og selvom det ofte er både
blæsende og regnfuldt, og vejret dermed på alle måder lever op til linjerne i
sangen, ”du danske sommer jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig” så
glæder vi os til Sankt Hans og midsommer.
Og i år lever aftenen da på alle
måder op til sit navn midsommer, med et fantastisk strålende vejr – ja
midsommer når den er allerbedst.
Og lad os så lige for i aften
glemme, at det pragtfulde vejr vi har i tiden, formentlig er resultatet af
menneskets aktiviteter, drivhuseffekt og rovdrift på naturens ressourcer, og at
man helst ikke skal vove sig ud i solen midt på dagen på grund af decimeringen
af ozonlaget.
Midsommer er jo duften af danske
jordbær, smagen af nye kartofler og glæden ved at se de mange studenter, der
lige er sprunget ud.
Det vidner om at vi på mange måder
er nået langt i vores velfærdssamfund. At langt de fleste får en uddannelse om
end der stadig skal arbejdes for at få de sidste med.
Vi er et rigt samfund, statskassen
bugner af penge, finansministerens største problem er, at finde cigarkasser nok
at putte alle milliarderne i.
Og nu har kloge mænd regnet ud, at
der ligger yderligere 500 milliarder kroner og venter på at rulle i statskassen
i årene frem til 2036, fordi der er langt mere gas og olie derude, end man
hidtil har regnet med.
Det må være svært at bevare
pessimismen i finans- og økonomiministeriet.
Ikke desto mindre har heksene og
troldene maget det sådan, at Fredensborg kommune mangler 100 millioner kroner
på driften i 2008, og der venter de hårdt prøvede borgere enten dramatiske
nedskæringer eller mærkbare skattestigninger, eller en blanding af begge dele.
Det er komplet urimeligt, at
pengene ruller ind i statskassen i helt uoverskueligt tempo, og samtidigt
kræver regeringen, at vi i kommunerne skærer ned på den i forvejen temmelig
knapt afmålte service på ældre- og børneområdet.
Det syder og det koger på rådhuset
i denne tid, hvor byrødder og
forvaltningsmedarbejdere slider omkring den store sorte kogekedel for at finde
en trylleformular der kan få budgettet for 2008 til at gå op på en måde, så
ingen vitale områder rammes af brutale besparelser.
Og jeg kan hilse og sige, at der
skal mere end en enkelt tudsetunge og spidsen af en flagermusevinge
til, for at få den drik til at virke.
Men alligevel, på trods af de onde
hekse og trolde i finans- og økonomiministeriet, kan vi sige:
Ja vi elsker vort land, men ved
midsommer mest.
Så over det ganske land samles
børn og voksne, unge og gamle for at nyde bålet, se heksen gå til i flammerne
og hylde landet med vores smukke midsommervise.
Der tales ofte om, hvad det
egentligt er, der binder os sammen i danskheden. Og der må Sct. Hans aften da
et klart udtryk for det danske, det hyggelige, det nære.
Vi glæder os over at være en del
af fællesskabet omkring bålet. Vi Nyder den lange lyse aftener og jeg tror
mange ligesom jeg føler at det er selveste danskheden vi fejrer.
Men når sandheden skal frem, så er traditionen med Sankt
Hans’ slet ikke spor dansk. Vi er ikke engang dem der har startet traditionen.
Sct. Hans har rod langt tilbage i tiden. Sankt Hans er en
helgen, som er ingen ringere end Johannes døberen og
så er vi jo tilbage ved Jesu fødsel og det gamle palæstina.
Og midsommeren har vi jo heller ikke patent på. De lyse
dage og nætter fejres overalt i Norden, og England og Irland.
Heksen på bålet er en tysk tradition. Det er derfor vi
sender heksen til Bloksbjerg en gang om året og Bloksbjerg ligger jo i
Tyskland.
Så det vil altså sige, at når vi har sagt Sankt Hans, bål
og heks og kigget os tilbage - ja så har vi allerede været et smut i
Mellemøsten, en sving omkring Harzen og flere steder i Skandinavien og lige et
smut på den anden side nordsøen også.
Og produktet er det vi kalder dansk kultur og Danmark når
det er dejligst!
Men oprindelsen er
altså ikke spor dansk. Vi har hugget med arme og ben fra andre dele af verden
og skabt noget der er helt specielt dansk.
Og Sankt Hans er
bestemt ikke det eneste vi har lånt
For som Benny
Andersen siger det:
Så drikker jeg
Javakaffe og ceylonte, fransk rødvin, spansk sherry, skotsk whisky og russisk
vodka, men uanset hvor meget jeg drikker, så sejler jeg op ad åen på dansk
Danskhed er i den
grad en sammenkogt gryderet. En herlig spise, med de bedste ingredienser der kan
fås, og det allerbedste er, at vi hver i sær kan definere, hvilke ingredienser
vi synes giver den bedste smag.
Jeg synes for
eksempel, at danskhed er hygge, det er jordbær med fløde, det er et dannebrog
der vejrer mod himlen når der er fødselsdag i familien.
Og ikke mindst, en
lun midsommeraften midt i en kolonihaveforening, hvor medlemmerne mødes,
snakker med hinanden, hygger sig, lytter høfligt til taleren (han stopper vel
på et tidspunkt), glæder sig ved bålets flammer og afslutningen oven i købet måske
med en enkelt øl i fælleshuset, ..
Det er for mig
danskhed, det er fællesskab, det er bare totalt iorden
Som Holger Drachmann
skrev i 1887 i midsommervisen:
· vi vil fred her til
lands,
sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende
kolde.
Og kolde
hjerter, dem er der ingen af herude i Stormosens Fritidshaver.
pas godt
på jer selv og hinanden……
Rigtig
god Sankt Hans aften
|
|
|
Hans Nissen |
