Pressemeddelelse fra Poul Juul

Skandalen Slotshusene - tilfredse borgere???

Byggeskandalen har nu varet over et halvt år og er stadig uløst. En advokatundersøgelse har placeret ansvaret hos kommunen. Det forlyder, at de skadelidte grundejere nu har set sig nødsaget til at sagsøge kommunen for at få deres ret. Anstændighed, ret og rimelighed i Danmark er, at en skadevolder genopretter skaden og stiller skadelidte, som om skaden ikke var sket. Heldigvis er det sjældent nødvendigt, at skadelidte må slæbe en modstræbende skadevolder i retten. Derfor er det uacceptabelt, at kommunen ikke handler. Kommunen må træde i karakter, genoprette skaden, nedrive blok 5 og svare for sig.

- Hvorfor skal kommunens borgerne nødsages til at sagsøge kommunen for at få sagen løst? Hvorfor skal kommunen nu også betale advokatudgifter til disse borgerne? Er det sådan kommunen vil skaffe tilfredse borgere?

Det undrer også meget, at kommunale embedsmænd, som har begået eller er ansvarlige for den ulovlige byggetilladelse, fortsat behandler den pågældende sag i forvaltningen og dermed rådgiver byrådet i en sag, hvor embedsmændene selv kan komme under anklage for begåede fejl.

- Er det betryggende for borgerne, byrådet eller embedsmændene selv? Er embedsmændene fortsat habile i sagen? Hvorfor er der ikke gennem en tjenstlig undersøgelse søgt placeret et ansvar internt i kommunen?

Det er i mødet med virkeligheden, at smukke ord i værdier og visioner som "tilfredse borgere" og "åbenhed og sammenhæng" skal stå deres prøve. En test af byrådet i denne sag giver dumpekarakter. Byggeriet er i sig selv en skandale. Det er kommunens behandling af sagen også ved at udvikle sig til.

Jeg har på den socialdemokratiske byrådsgruppe forstået, at de er blevet bundet af tavshedspligt, hvilket jeg naturligvis respekterer. Derfor retter jeg disse spørgsmål direkte til kommunens øverste chef, borgmester Olav Aaen. Hvad sker der, borgmester?

Med venlig hilsen
Poul Juul
Bestyrelsesmedlem i Socialdemokraterne i Fredensborg

Poul Juul

Poul Juul

Kommenter dette indlæg

Navn:
E-mail:
Besked