Pressemeddelelse fra Finn Weidekamp
|
Hvordan får vi ordentligt fat i familierne? Hvordan sikre vi børnene en god skolegang? Hvordan får vi en højere andel af borgere med anden etnisk baggrund end dansk ind på arbejdsmarkedet og fastholder dem der? Hvordan får vi flere etniske kvinder til at deltage aktivt i samfundet? Alle disse spørgsmål og mange flere var til debat på 2 velbesøgte borgermøder omkring integration i Kvartershuset i Kokkedal og Nivå bibliotek i Nivå Centret. Det var debat om integrationspolitik i øjenhøjde, med mange nyttige udsagn: ”Kultur er det vigtigste, der skal være mødesteder hvor alle borgere i Fredensborg kommune kan mødes og nedbryde gensidige fordomme ” ”Idrætspladsen er det vigtigste mødested, og det skal være gratis for børn af socialt svage forældre at deltage” ”Arbejdspladen er det vigtigste mødested” ”Det danske sprog og uddannelse er det vigtigste for integrationen” Meningerne var mange omkring cafe bordene, debatten og spørgelysten var livlig, og de mange borgere og politikerne fra integrationsudvalget udvekslede meninger og holdninger, og debatterede hvad der var vigtigst for integrationsindsatsen. ”Alt er lige vigtigt, og det har været en stor fornøjelse, at konstatere at de mange gode forslag og ideer fra de fremmødte borgere netop er indeholdt i det fremlagte forslag til Integrationspolitik for Fredensborg kommune,” siger Finn Weidekamp (S), medlem af integrationsudvalget, og fremhæver samtidig en aktiv boligsocial politik, som et af de allervigtigste områder. ”Vore boligområder skal mere aktivt med i integrationsindsatsen. Integrationspolitikken indeholder derfor mål for samarbejdet mellem kommunen og de almene boligorganisationer, en mere varieret beboersammensætning, brobyggende aktiviteter i selve boligområderne i form af lektiehjælp, rådgivning, samt udannelses- og erhvervsvejledning. Mit håb er, at flere etniske repræsentanter vil gå ind og tage et ansvar i det lokale beboerdemokrati,” siger Finn Weidekamp (S)” Store ord og gode intentioner gør ikke en Integrationspolitik alene. Socialdemokratiet vil derfor holde de øvrige partier i byrådet fast på, at den forebyggende indsats koster, og at vi sammen skal have modet til at afsætte de nødvendige penge, om det så koster en beskeden skatteforhøjelse. Uroen i især Nivå har med al tydelighed vist, at indsat koster penge, penge som vi politikere skal være parate til at bevillige. Forskellen mellem Venstre og Socialdemokratiet kom tydeligt frem i Venstres indlæg forleden, hvor Ole Holst, straks beklager sig over frygten for skattetryk. Trygheden for den enkelte borger er langt vigtigere for Socialdemokratiet. Med venlig hilsen Finn Weidekamp, S
|
|
Kommenter dette indlæg