Politisk meddelelse
|
Aspercillus Fumigates, Marco Carpum og Fusarim Paecilomyces Bariotti kunne lyde som en dygtig trio af operasangere af udenlandsk oprindelse, men desværre er det et lille udsnit af navnene på de skadelige skimmelsvampe, der er fundet på Asminderød Skole og som har givet anledning til, at elever og lærere er flyttet ud. Seneste udvikling er to fyringer på den ene side og en politianmeldelse på den anden. Børnene skal have en god og sund skole, hvor de trives. Det mål skal stå klart for enhver. Mange har ydet en stor indsats for at få undervisningen gennemført andre steder i kommunen, det kan ikke roses nok, men det kan undre at de to kommunalt ansatte, pedelmedhjælpere, som har været allertættest på de sundhedsskadelige skimmelsvampe, pludseligt er fyret. Har den nødvendige oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde været til stede, det er bare et af mange spørgsmål, der med største hast skal besvares af de ansvarlige. Fagforeningens prompte reaktion, en politianmeldelse af både kommune og skoleleder, giver også tanke for, at her er noget rivende galt. Det må undersøges til bunds, hverken de to medarbejdere eller kommunen kan gå i uvished om, hvad der er ret og vrang i denne sag. Når fagforeningen 3F tager et så drastisk skridt som at politianmelde både Fredensborg Kommune og en skoleleder må alle sten vendes. Det er en anklage, der skal tages meget alvorlig. Det er især væsentlig at få dokumenteret ledelsens rolle i sagen. Arbejdsmiljøloven er en af de allervigtigste love for en virksomhed og derfor også for Fredensborg kommune. Socialdemokratiet vil have svar på, hvordan arbejdsmiljølovens, heldigvis strenge, regler i omgangen med, i dette tilfælde skimmelsvamp, er overholdt af skolens ledelse. Loven giver kommunen mange pligter, herunder at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige. Noget af det vigtigste er arbejdsgiverens instrukser i hvordan skimmelsvamp behandles og pligten til at sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering. Samtidig skal der føres et effektivt tilsyn med det arbejde, der udføres og kommunen skal gøre medarbejderne bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der er i forbindelse med fjernelse af de sundhedsfarlige skimmelsvampe. Den dokumentation må frem i lyset. Umiddelbart ser det ud som om ledelsen har fejlvurderet skadesvirkningerne på den svamperamte skole. Noget kunne tyde på, at et specialfirma, med ekspertise i skimmelsvampe, burde være købt til at fjerne skimmelsvampene. Så havde kommunen undgået at stå med en politisag fra fagforeningen 3F, hvor meget mere end kommunens renomme står på spil. Der må snarest udarbejdes en uvildig rapport om forløbet, så ansatte og politikere igen kan fokusere på undervisningen af eleverne, både på kort og lang sigt. Hvis det viser sig, at ledelsen har begået fejl har sagen mod de to menige medarbejdere lagt en linje for, hvad konsekvensen kan blive. De blev fyret på gråt papir. På vegne af den Socialdemokratiske byrådsgruppe i Fredensborg Byråd Per Frost Henriksen – pf@fredensborg.dk Politianmeldelsen fra 3F er vist på Radio Humleborg som ses her |
|
Kommenter dette indlæg
| Viggo Tinning 13 / 8 - 2009 | Er det muligt at blive linket til det videre forløb, herunder endelig afgørelse/konklusion og konsekvenser? Jeg har som del af forældregruppe netop indgivet en lignende politianmeldelse mod Silkeborg Kommune, der i flere år ikke har reageret på skimmelsvampevækst i en børnehave. |