Poul Juul, Pressemeddelse
6 lokale deltagere i Socialdemokratiets kongres
Fredensborgkredsen var repræsenteret med 6 delegerede på Socialdemokratiets kongres i Aalborg i den forgangne weekend 8.-9. september.
”Det blev en kongres præget af enighed, sammenhold og opbakning om vores formand Helle Thorning-Schmidt”, siger Fredensborgkredsens formand Poul Juul.
Poul Juul lægger særlig vægt på de 4 hovedprincipper, som kongressen vedtog som Socialdemokraternes grundlæggende økonomiske politik.
- princip: Den økonomiske ansvarlighed kommer altid først. Vi har en kollektiv hukommelse om, hvad der sker, hvis der ikke er styr på økonomien. Det går altid mest ud over dem, der har det sværest. Økonomisk ansvarlighed er hjerteblod for os. Vi vil aldrig nogensinde bringe dansk økonomi i en situation, som svarer til det VK-regeringen for øjeblikket udsætter os for.
- princip: Tryghed. Det kan siges endnu kortere: De forbedringer vi foreslår, kan og skal gennemføres uden skattestigninger. Der er penge nok i statskassen.
- princip: Prioritering. Når KV regeringen påstår, at den både kan levere bedre velfærd og skattelettelser, satser den åbenlyst på, at ingen orker at gennemskue de mange indviklede regnestykker. Vi agter at spille med åbne kort. Hvis vi vil have velfærdsrettigheder og en lønreform i den offentlige sektor, kræver det, at vi er villige til at vælge andre ting fra. Alt andet er udsigtsløs ønsketænkning. Det kræver først og fremmest, at vi siger nej til skattelettelser. Men det kræver også, at vi er parate til at se kritisk på, om der er offentlige udgifter vi kan undvære.
- princip: Reformvilje. Det økonomiske råderum der fastlægges i 2015-planen, forudsætter bedre beskæftigelse. Det kommer ikke af sig selv, det kræver reformer, når det gælder arbejdsmarked, uddannelse og integration. Vi ønsker, at en lønkommission kan se nærmere på og besvare disse spørgsmål, og vi sender penge med. Ikke for at blande os i overenskomstforhandlinger og dele lønningsposer ud fra Christiansborg. Men for at sende et stærkt signal om, at løsningen af nødvendige velfærdsopgaver kræver en bedre og mere moderne aflønning.
”Vi er glade for og stolte over at kunne præsentere en stærk ung kvinde som Socialdemokraternes bud på Danmarks næste statsminister”, slutter Poul Juul.
Foto: Fredensborgkredsen delegerede: Inge Zeisner (Fredenborg), Poul Juul (Fredensborg), Helle Thorning-Schmidt, Bodil Vælds-Brockdorff (Fredensborg), folketingskandidat Hans Nissen, Camilla Dorph Ekebjærg (Hørsholm), Peter Nørlyng (Hørsholm).
Kommenter dette indlæg