Pressemeddelse af Thomas Lykke Pedersen

Skal Fredensborg genåbne sit budget?


Mange af landets byråd og borgmestre bider negle i øjeblikket, efter at Venstres statsminister og indenrigsminister har sagt, at regeringen efter et valg er klar med ukendte kommunale sanktioner.

I Fredensborg byråd var vi alle enige om, at det var nødvendigt at sætte skatten en anelse op, for at vi kunne betale regeringens udligningsreform, en reform der gør, at Venstres borgmestre i Jylland kan sætte skatten ned.
Endvidere overholdt indenrigsministeren ikke aftalen om, at vi som kommune ville få fuld kompensation for de nye amtslige opgaver, som vi nu skal løse. Havde borgerne i Fredensborg ikke fået disse to store udgiftsposter, kunne vi have fastholdt skattestoppet.

Nu hænger der så en hel urimelig trussel over vore hoveder, idet vi kan risikere at skulle genåbne kommunens budget. Det vil betyde, at vi skal gennemføre besparelser i kommunens kerneydelser mod hele byrådets vilje.

Der er derfor god grund til, at vi som vælgere i Fredensborg kommune samler os om de landspartier, der ikke ønsker ukendte kommunale sanktioner og dermed er med til at forringe serviceniveauet i vore skoler, daginstitutioner og ældreområdet.

I en tid hvor staten ikke mangler penge er det helt uforståeligt, at Venstre tager kommunernes serviceniveau som gidsel i et ideologisk felttog. Som et minimum må man forlange at statsministeren og indenrigsministeren klart melder ud, hvad det er for nogle sanktioner vi kan forvente, så vælgerne har et reelt beslutningsgrundlag inden de sætter deres kryds den 13. november.

Med venlig hilsen
På vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppe
Thomas Lykke Pedersen (A)
2. viceborgmester

Thomas Lykke Pedersen

Thomas Lykke Pedersen