1.maj tale 2007 afholdt i Humlebæk af 2. viceborgmester og gruppeformand Thomas Lykke Pedersen.

Styrk det kommunale selvstyre

God morgen.

1.maj markeres over hele landet af den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Det er vigtigt at fastholde denne dag med dens stærke politiske signalværdi og gode traditioner. 1 maj er i denne kommunale brydningstid også en god mulighed for at gøre kommunalpolitisk status og se fremad.

Den socialdemokratiske byrådsgruppe har siden sidst vi var samlet til 1. maj arbejdet meget målrettet for få gennemført vores kommunale valgprogram. En række mærkesager skal derfor kort nævnes:

  • Fredensborgmodellen (Slotshaven)
  • Flerårigt budgetforlig (sikre kerneydelserne og balance i budgetttet)
  • Nej til sammenlægning af Holmegaardsskolen og Egedalsskolen
  • Fredensborg hallen er godt på vej…
  • Skjøtebane

Der er et stort pres på den kommunale service i disse år. I Socialdemokratiet vil vi arbejde for en ansvarlig og realistisk økonomi, hvor den kommunale service og økonomien er i balance. Vi mangler i Fredensborg kommune 102,9 mill. Kr for at opretholde den nuværende service i 2008. Det er rigtig mange penge…

Den kommunale strukturreform efterlader en regning på ca. 45 mill kr til Fredensborg kommune. Det er opgaver som vi SKAL løse, men som vi ikke får penge til af den borgerlige regering. Tallet kan sagtens blive større og det er ikke mindre en skandale at vi ikke bliver økonomisk kompenseret for disse opgaver. Indenrigsministeren har igen ikke holdt ord over for kommunerne. Indenrigsministeren er i gang med at afvikle det kommunale selvstyre – i socialdemokratiet mener vi at det skal styrkes.

Der er i dag alt for meget statsligt bureaukrati ude i kommunerne vi bliver kontrolleret og evalueret på kryds og tværs. Så meget at der går kostbar personaleressourcer fra kerneydelserne – aldrig har der været så meget bureaukrati i den kommunale sektor – det er en opgave for den nye socialdemokratiske regering at tage fat på når den tiltræder efter næste valg.

Vi må konstatere at flere kommunale indtægter er nødvendige hvis den nye Fredensborg kommune skal bevare det nuværende serviceniveau.

Mange af vore borgere vil faktisk gerne give lidt mere til det kommunale fællesskab for at vi kan fastholde serviceniveauet og den gode kommune vi har i dag.

Her i Fredensborg kommune vil vi i S arbejde for at den borgerlige regerings kommunalfjendske politik ikke får den gennemslagskraft over for børn og vore ældre medborgere som den borgerlige regering havde tiltænkt sig. Vi vil ikke have besparelser på kerneydelserne.

Den socialdemokratiske byrådsgruppe vil i de kommende budgetforhandlinger arbejde for at øge indtægtsgrundlaget så vore visioner på en lang række områder kan blive til virkelighed.

Hvis vi skal se lidt fremad så må det blive den dejlige kendsgerning at vi står godt i meningsmålingerne og at der ikke er så langt til næste folketingsvalg.

Med disse ord vil jeg ønske jer og jeres familier en rigtig god 1. maj.

Thomas Lykke Pedersen

Thomas Lykke Pedersen

Kommenter dette indlæg

Navn:
E-mail:
Besked